Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
BBP-Lemvig-480x214

Klart budskab fra betonkonference:

Byggeriet skal tage alle facetter af bæredygtighed på sig

Byggeriet kan ikke nøjes med bare at tænke i at redde miljøet, når vi taler bæredygtighed. Det ser godt ud på papiret, men sælger ikke billetter hos danskerne, så der skal mere til, for at få skubbet byggeriet i en mere bæredygtig retning. Det budskab stod klart på Bæredygtig Beton Konferencen, der i går blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
 
- Kun 3-4 procent af os går virkelig op i bæredygtighed, fortalte Jesper Bo Jensen fra Fremforsk – Center for Fremtidsforskning, og tilføjede, at når det gælder vores indstilling til bæredygtighed, så er det sund fornuft og pengepungen og ikke de gode manerer, der bestemmer.

Lemvig viser vejen

Hvordan det så skal gøres, har de fundet ud af i Lemvig. Her har kommunen bygget Højvandsmuren for at skærme byen mod stormflod. Men oveni har byen fået et socialt samlingspunkt og et helt nyt havnemiljø med masser af rekreative muligheder rundt om den flot bugtede betonmur. Ikke uden grund blev Højvandsmuren på konferencen afsløret som en sikker vinder i kampen om Bæredygtig Beton Prisen 2015. I konkurrencen har alle danskere de sidste par måneder kunnet stemme om det mest bæredygtige betonprojekt lige nu i Danmark:

- Med sine mange funktioner er Højvandsmuren et godt eksempel på, hvordan gode arkitekter kan tilføre tekniske anlæg både rekreative og arkitektoniske kvaliteter, som giver ekstra værdi til de nødvendige tekniske investeringer, sagde Torben Möger Pedersen, adm. dir. i PensionDanmark, der på priskomiteens vegne overrakte Bæredygtig Beton Prisen til borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune.

Byggeri helt i Utzons ånd

Netop den sociale dimension – at mennesker skal føle sig godt tilpas, før man er i nærheden af sand bæredygtighed – var også grundlaget for at tildele priser på konferencen til de nye ungdoms- og familieboliger, Henius House i Aalborg. Her er fællesrum, fitness-faciliteter, netcafé og værksteder, og på udearealerne er der lagt op til sport og bevægelse. Selv tagene bliver brugt til såvel boldbane som fredagsbar.

Derfor fik arkitekt Klaus Toustrup fra arkitektfirmaet C.F. Møller overrakt både Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten for byggeriet. Som Jan Utzon, søn af den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon, som statuetten er navngivet efter, begrundede prisen:

- Min fars ambition var at skabe de bedste betingelser for mennesker, hvor end vi er på jorden. Det er Klaus Toustrup og C.F. Møllers Tegnestue en stor eksponent for, sagde Jan Utzon.

Og Klaus Toustrup kvitterede:

- En bygning er ofte statisk, men den skaber en ramme, og så er det menneskene, der gør bygningen levende, sagde arkitekt Klaus Toustrup, C.F. Møller.

Omgivelserne skal inddrages

En kollega, den anerkendte hollandske arkitekt René van Zuuk, fremlagde sit syn på bæredygtighed i byggeriet således:

- Når vi skal i gang med et byggeri, starter vi udefra. VI ser på grunden, på omgivelserne og på de mennesker, der skal færdes der. Først derefter spørger vi os selv: Hvad kan vi så bygge, der passer til dem!

Ønsket om ikke blot at skabe et flot byggeri for sig selv men også for omgivelserne prægede også en anden af dagens prismodtagere, nemlig transportgiganten DSV’s nye hovedsæde i Hedehusene. For som Brian Winther Almind, Director - Group Property i DSV, sagde, da han tog imod In-situ Prisen på konferencen:

- Det var vigtigt for os, at vi med huset fik en rigtig god arbejdsplads til vores 700 medarbejdere. Men også at kunne tilbyde et facelift til Hedehusene, så man oplever, at vores bygning er med til at løfte hele området.

Certificering giver værdi for bygherren

Det totalsyn præger også By & Havn – det kommunalt-statslige selskab, som lige nu står for et af de største byudviklingsprojekter i Danmark, Nordhavnen i Københavns Havn. Her understregede planchef Kirsten Ledgaard, at bæredygtighed ud over miljø tæller ansvarlighed både omkring det sociale, økonomien, det tekniske – som effektive
infrastrukturer – og selve byggeprocessen.

Med alle de aspekter talt ind blev Nordhavnsprojektet for nylig tildelt en guldmedalje i prækvalifikation efter den såkaldte DGNB-certificering. Og netop certificering er vejen frem, for den tæller hos dem, der skal betale:

- Vi laver ting, som slutbrugeren end ikke ved, at de vil ønske. Her begynder vi at få developerne med og også pensionsselskaberne, som tænker i de rigtig lange baner, hvor de har en interesse i, at det, de bygger, også har en værdi om 30 år, sagde planchef Kirsten Ledgaard.

Masser af opgaver for betonfolket

Kan betonindustrien så spille en rolle i den fremtid? Ja, det viste dagens første prismodtager til fulde. Professor Kristian Hertz, DTU-Byg, har udviklet de såkaldte superlette betondæk, der både sparer CO2 og materialer. I begrundelsen for at tildele Kristian Hertz den kollegiale hæderspris, Betonprisen, fremhævede priskomiteen, at de superlette betondæk er den første store innovation i de sidste mange årtier i den ellers meget konservative branche. Heldigvis er der mere bæredygtig beton på vej, lovede professor Kristian Hertz:

- Lige nu har vi 100 studerende i gang på DTU med at udforske mulighederne fremover, fortalte han i sin takketale.
At mulighederne for byggefolket er mange, understregede DR’s klimaekspert Jesper Theilgaard efter at have gennemgået de betydelige fremtidige udfordringer på klimafronten:

- Der er masser af opgaver at tage fat på, når vi skal dæmme op for klimaforandringerne i de kommende år, sluttede DR’s klimaekspert Bæredygtig Beton Konferencen. Konferencen var arrangeret af Dansk Beton, en sektion i Dansk Byggeri.

Download fotos fra konferencen  


Foto: Professor Kristian Hertz, DTU-Byg, modtog i dag Betonprisen 2015 på Bæredygtig Beton Konferencen i København. På billedet ses fra venstre til højre: Jørgen Schou, formand for Dansk Betonforening, og prismodtager professor Kristian Hertz


Foto: Udviklingen af det superlette betonelement SL-dækket udløste i dag Betonprisen 2015 til Professor Kristian Hertz, DTU-Byg. Betonprisen blev overrakt på Bæredygtig Beton Konferencen i København.


Foto: Arkitekt og partner Klaus Toustrup fra arkitektfirmaet C. F. Møller A/S (tv) modtog i dag dansk arkitekturs Oscar, Utzon-Statuetten, sammen med Betonelement-Prisen på Bæredygtig Beton Konferencen. Utzon-Statuetten blev overrakt af arkitekt Jan Utzon (th), søn af Jørn Utzon, som har designet og lagt navn til Utzon-statuetten.


Foto: Henius House på den gamle eternitgrund i Aalborg er tegnet af arkitekt og partner Klaus Toustrup og arkitektfirmaet C. F. Møller A/S og består af i alt 240 ungdomsboliger og 45 familieboliger



Foto: Fra bygherren DSV tog Brian Winther Almind, Director - Group Property (th). imod In-situ Prisen for DSV’s nye hovedkvarter i Hedehusene. Prisen blev overrakt af formand for bedømmelseskomitéen Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects (tv)


Foto: I transportvirksomheden DSV’s nye hovedkvarter i Hedehusene, der er tegnet af PLH Arkitekter, bliver gæsterne budt velkommen af den flot svungne in-situ støbte receptionsskranke, der får følgeskab af siddemøbler, store plantekummer og en næsten svævende skillevæg, ligeledes støbt på stedet.


Foto: Bæredygtig Beton Prisen 2015 blev uddelt til Højvandsmuren i Lemvig. Fra venstre mod højre: Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune, og dommerkomiteens prisoverrækker, adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.


Foto: Den flot svungne Højvandsmur i Lemvig, der bugter sig gennem havnepladsen og sikrer byen mod stormflod, vandt i dag Bæredygtig Beton Prisen 2015.


Foto: Den anerkendte hollandske arkitekt René van Zuuk, fremlagde sit syn på sand bæredygtighed på konferencen:
- Når vi skal i gang med et byggeri, starter vi udefra. VI ser på grunden, på omgivelserne og på de mennesker, der skal færdes der. Først derefter spørger vi os selv: Hvad kan vi så bygge, der passer til dem!



Foto: De mange hundrede deltagere på Bæredygtig Beton Konferencen 2015 blev blandt andet inspirerede af DR’s klimaekspert Jesper Theilgaard: - Der er masser af opgaver at tage fat på for byggefolket, når vi skal dæmme op for klimaforandringerne i de kommende år.

For yderligere oplysninger om Bæredygtig Beton Konferencen:
Chefkonsulent Anette Berrig, Dansk Byggeri, tlf. 72 16 01 91 abg@danskbyggeri.dk

Om Bæredygtig Beton Konferencen

Bæredygtig Beton Konferencen blev afholdt på Tivoli Hotel & Congress Center i København i dag, den 10. marts 2015
Arrangør var Dansk Beton, der er en brancheforening i Dansk Byggeri for producenter af beton og betonprodukter

På konferencen uddeltes i alt fire priser:
Betonelement-Prisen sammen med Utzon-Statuetten – til en arkitekt, der har udført et markant elementbyggeri. Prisen gik i år til arkitekt og partner Klaus Toustrup fra arkitektfirmaet C. F. Møller A/S
In-situ Prisen – til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale. Prisen gik i år til PLH Arkitekter og DS Flexhal for DSV’s nye hovedsæde i Hedehusene
Betonprisen – til en fremtrædende dansker indenfor betonbranchen. Prisen blev i år tildelt professor Kristian Hertz, DTU-Byg
Bæredygtig Beton Prisen – en publikumspris, der uddeles for et betonbyggeri eller -anlæg, der forener miljø, æstetik og social ansvarlighed. Prisen gik i år til Højvandsmuren i Lemvig.