Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
Foredragsholdere

Prisregn og international inspiration ved Dansk Oscarfest for betonbyggerier

Prestigefulde priser og international inspiration venter beton- og byggefolket på Bæredygtig Beton Konferencen den 10. marts i København.

En dag fuld af viden og inspiration om at bygge bæredygtigt med beton. Det er, hvad der venter de hundredvis af arkitekter, ingeniører, bygherrer og betonproducenter, der den 10. marts samles på årets Bæredygtig Beton Konference i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Byggefolket kan blandt andet møde den danske betonprofessor Kristian Hertz, der senest er kendt for en række internationale patenter på super-lette betonkonstruktioner og perlekæde-konstruktioner. Patenter, der i samarbejde med Kristian Hertz’ arbejdsplads DTU nu omsættes til virkelighed i firmaet Abeo A/S. Kristian Hertz er en af de mange, der på konferencen får overrakt en pris, nemlig Betonprisen, for sin banebrydende og innovative indsats for udvikling af nye betonkonstruktioner.

Poesi og økonomi hånd i hånd

Den internationale inspiration kommer fra den anerkendte hollandske arkitekt René van Zuuk, der står bag en række markante byggerier, hvor bæredygtighed er en vigtig del af konceptet. René van Zuuk er for nylig portrætteret i den internationale arkitekturbog ”I Maestri dell'Architettura – René van Zuuk”. På konferencen viser han, hvordan ny computerteknik har indflydelse på̊ arkitekturen, og han præsenterer projekter, der illustrerer de nye muligheder, som CNC-fræsede formsystemer kan give.

Julian Weyer, arkitekt og partner i C F Møller A/S, er en af dem, der har fulgt René van Zuuk og hollandske arkitekter gennem en årrække:

- René van Zuuk er spændende, fordi der altid er en vis uforudsigelighed i hans byggerier, og fordi han bruger beton på en poetisk måde. Samtidig er der kvalitet i hans projekter, uden at det nødvendigvis er store højbudget-opgaver, siger Julian Weyer.

Klima og forandringer

Der er mere inspiration at hente fra Jesper Bo Jensen, Fremforsk - Center For Fremtidsforskning, om bæredygtighed og krav til boligens udformning. Desuden taler Kirsten Ledgaard, By & Havn, om By & Havns vision for bæredygtig byudvikling i den københavnske Nordhavn.

Klimaet er en vigtig faktor for det bæredygtige byggeri, og her fortæller DR’s klimaekspert Jesper Theilgaard om de nye muligheder, klimaforandringerne giver byggeriet.

Beton og muligheder

- Vi er glade for at kunne sætte bæredygtighed og beton ind i en bred sammenhæng på konferencen, for i dag er byggeriet og ikke mindst beton en del af løsningen, når vi taler bæredygtighed, siger Jesper Knudsen, formand for Dansk Beton, der arrangerer konferencen, og som er en sektion i Dansk Byggeri.

- Derfor er det vigtigt, at vi i betonbranchen holder os opdaterede med den nyeste viden og de mange muligheder, der findes. Vi skal blive bedre til at udnytte, at vores råmateriale i sig selv er bæredygtigt, og som oftest kan produceres lokalt af naturlige råstoffer samtidigt med, at det er utroligt holdbart og giver en relativt lille miljøbelastning, når man ser på et anlægs samlede levetid, siger Jesper Knudsen.

Musikalsk meteorolog

DR’s Jesper Theilgaard inddrager blandt andet de nominerede projekter til Bæredygtig Beton Prisen, som uddeles på konferencen, og hvor vinderen findes ved en publikumsafstemning på www.danskbeton.dk. Man vil også kunne møde Jesper Theilgaard i en helt utraditionel rolle som del af det musikalske indslag ”Time for Reflection”. En såkaldt pingpong-koncert mellem Jesper Theilgaards refleksioner over klimaforandringerne og seks kvindelige sangere og musikere.

På konferencen bliver det også afsløret, hvem der modtager In-situ Prisen for pladsstøbt beton, og tilsvarende får arkitekt Klaus Toustrup fra arkitektfirmaet C F Møller A/S overrakt Betonelement-Prisen sammen med Utzon-Statuetten for sit unikke arbejde med beton og ungdomsboligerne Henius House i Aalborg.

Bæredygtig Beton Konferencen er for alle. Tilmelding kan ske via www.danskbeton.dk senest den 24. februar 2015.

Fotos og illustrationer kan downloades fra:

 

Yderligere oplysninger:

FAKTA

Bæredygtig Beton Konferencen

  •  Bæredygtig Beton Konferencen afholder på Tivoli Hotel & Congress Center den 10. marts 2015 fra kl. 9.30 - 18
  • Arrangør er Dansk Beton, der er en brancheforening i Dansk Byggeri for producenter af beton og betonprodukter
  • Konferencen er for alle. Konferencens målgruppe er: Bygherrer, arkitekter og ingeniører gerne med fokus på fremtidens betonbyggeri samt med interesse for nytænkning og inspiration omkring bæredygtigt byggeri
  • Pris for deltagelse: 995,- pr deltage ekskl. moms. Studerende: 16,- ekskl. moms
  • Tilmelding kan ske via www.danskbeton.dk senest den 24. februar 2015

Talere og indslag

  • René van Zuuk, René van Zuuk Architekten, Holland
  • Jesper Theilgaard, DR's klimaekspert
  • Jesper Bo Jensen, Fremforsk - Center For Fremtidsforskning
  • Kirsten Ledgaard, By & Havn
  • Time for Reflection - Klimakoncert

Prisuddelinger

På konferencen uddeles priserne:

  • Betonelement-Prisen sammen med Utzon-Statuetten - til en arkitekt, der har udført et markant elementbyggeri. Prisen gives i år til arkitekt og partner Klaus Toustrup fra arkitektfirmaet C F Mølles A/S
  • In-Situ Prisen - til person eller firmaer, som har sået for unik arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale. Prismodtageren afsløres på konference.
  • Betonprisen - til en fremtrædende dansker indenfor betonbranchen. Prisen gives i år til professor Kristian Hertz, DTU-Byg
  • Bæredygtig Beton Prisen - en publikumspris, der uddeles for et betonbyggeri eller -anlæg, der forener miljø, æstetik og social ansvarlighed. Prisvinderen afsløres på konferencen.