Nyheder & presse » Forsidenyhed »

For små kloakker kan blive bombe under blå flag


Bookmark and Share

For lidt kloakkapacitet betyder færre gode badestrande i fremtiden. Det skyldes, at klimaforandringer giver mere ekstremregn. Konsekvensen er, at spildevand løber ud i havne og søer.


Løsningen er ifølge brancheforeningen Dansk Beton mere kapacitet i kloakrør og nye bassiner til vandet, så de danske strande kan beholde deres blå flag.

Prognoserne taler deres eget tydelige sprog i en rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører: Fremtidens regnskyl bliver større og voldsommere. Det sætter kloaksystemerne under pres, og arbejdet for at fremtidssikre kloakkapaciteten halter voldsomt bagefter.

”Det er et stort problem, at kloaksystemerne ikke er gearet til de store mængder vand. Vi kan ikke forvente en god badevandskvalitet i fremtiden. Derfor vil flere kommuner miste blå flag. Det gør ondt på turisterhvervet, som vi for eksempel så det i Nordsjælland, der mistede hele 15 blå flag i 2009,” forklarer Ole Nørklit, formand for Dansk Beton, der er en del af Dansk Byggeri og blandt andet huser producenter af betonløsninger til kloakker.

Overløb betyder dårligere badevand
Problemet er, at ekstremregnen hober sig op i kloaksystemerne, fordi der ikke er kapacitet i rør og på rensningsanlæg. Det betyder, at blandet regn- og spildevand i stedet løber ud i havne og søer, fordi kloakkerne løber over. Ifølge Ole Nørklit er løsningen mere kapacitet.

”Kommunerne kan løse problemet, hvis de øger kapaciteten i rørene og bygger betonbassiner, som kan opsamle regnvandet, indtil der er plads på rensningsanlæggene. Det er helt i tråd med mange kommuners miljøprofil. Betonbassinerne er nemlig ikke kun en prisbevidst, men også en bæredygtig løsning. Kloakrør og bassiner i beton holder i mindst 100 år og er fremstillet af naturlige råstoffer som sten, sand og vand, samt cement, som fremstilles af kridt og sand.”

Betonbassiner sikrer badevand i Århus
Lige netop betonbassiner er i fokus i Århus, som har taget udfordringen fra vandmasserne op. Her er kommunen i fuld gang med at bygge store bassiner flere steder i midtbyen.

”Der er flere muligheder for at fremtidssikre kloaksystemet. I centrum løser vi problemet ved at renovere den enstrengede fælleskloak og bygge betonbassiner, som forhindrer, at kloakken løber over med urenset spildevand,” forklarer Paul Christian Erichsen fra Natur og Miljø hos Århus Kommune.

Bassinerne kan rumme op til 15.000 kubikmeter vand og er lige netop dimensioneret med tanke på fremtidens større regnmængder. Målet er at opretholde en god vandkvalitet i Århus Å, Brabrand Sø og Århus Havn, så ingen bliver syge af at være i vandet. Samtidig mindskes kælderoversvømmelser, rotteplagen og antallet af utætte rør.

Fototekster:
Foto 1: Alt for få kommuner har fremtidssikret deres kloaksystem. Det sætter de blå flag under pres, fordi klimaforandringernes ekstremregn betyder, at regn- og spildevand løber ud i havne, søer og åer.



Foto 2:
Århus Kommune bygger netop nu store betonbassiner, som kan opsamle regn- og kloakvand, så byens kloakker ikke løber over og ud i blandt andet Århus Å og Århus Havn. Det sikrer vandets kvalitet.



For yderligere oplysninger:
Dansk Beton: Anette Berrig, chefkonsulent, abg@danskbyggeri.dk, tlf. 72 16 01 91.

Århus Vand: Jan Tøibner, kommunikationschef, jto@aarhusvand.dk, tlf. 89 47 10 51

For pressemateriale:
Kragelund Kommunikation: Kristine Stange, ks@kragelund-kommunikation.dk, tlf. 87 88 20 21

Fakta: Fremtidens kloaksystemer

Fakta: Bæredygtig beton

Fakta om Århus Kommunes betonbassiner: