Bæredygtig beton får unge op af sofaen
Mange børn og unge får for lidt motion, og det er derfor en udfordring at skabe spændende muligheder for bevægelse i byrummet. I Københavns Kommune bruger arkitekten beton for at skabe en skatepark med unikt design, der tiltrækker unge skatere på alle niveauer.
Bæredygtig beton sikrer samtidig det jævne og hårde underlag, som de unge efterspørger.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af børn og unge, der bevæger sig den anbefalede time om dagen, er faldende. Det er derfor afgørende at skabe spændende aktivitetstilbud, der motiverer til mere bevægelse i byrummet. I Københavns Kommune skal en ny skatepark inspirere til at give sundheden et skub, og beton er afgørende for at skabe et design, der tiltrækker de unge skatere.
”I anledning af 100-året for Fælledparken i 2009 gik vi i gang med at fornye aktivitetstilbuddene til blandt andre unge, og derfor opfører vi en 4500 m2 stor skatepark, der skal gøre det nemt og sjovt at bevæge sig. Vi har været i indgående dialog med brugerne i udformning af designet, og beton var et naturligt valg som materiale for at imødekomme brugernes ønsker,” siger projektleder i Center for Anlæg og Udbud i Københavns Kommune, Ditte Poulsen.
Bæredygtig beton giver designfrihed
Hvis nye aktivitetstilbud skal motivere til at hive rulleskøjter eller skateboard frem fra skabet, er det vigtigt at skabe udfordringer og møde de unges ønsker. Beton er et materiale, der hjælper med at leve op til de høje krav fra brugerne af skateparken.
”Skatere afsøger altid byrummet for nye og udfordrende oplevelser, og derfor har det været vigtigt for os at skabe et nyt og unikt landskab. Beton var den eneste vej frem som materiale, da det bliver støbt på stedet og derfor giver stor frihed til at designe en skatepark efter brugernes ønsker. Der er kommet nye ideer på bordet som eksempelvis skålformede formationer, og beton er ideel til at skabe de komplicerede former,” forklarer arkitekt Søren Nordal Enevoldsen fra Nordarch, der er rådgivende arkitektfirma for opførelsen af skateparken i Fælledparken.
Beton er et bæredygtigt materiale, der består af de naturlige råstoffer sten, sand og vand samt cement, som fremstilles af kridt og sand fra den danske undergrund. Samtidig giver betons store formbarhed gode muligheder for at skabe udfordrende og anderledes design. Derfor forventer branchen, der er organiseret i Dansk Beton i Dansk Byggeri, stor efterspørgsel på det bæredygtige materiale til nye projekter i byrummet.
Giver hårdt underlag
Skateparken i Københavns Kommune er inddelt i fem zoner, der med varierende højder og forskellige ramper skal appellere til skatere på alle niveauer. Trods forskelligheden går ønsket om et jævnt og hårdt underlag på tværs af skaternes forslag til parken.
”Beton har rigtig gode egenskaber i forhold til at skabe et glat underlag. Vi kan med beton skabe store overflader i parken med støbeskel kun hver tredje eller femte meter. Det betyder, at skaterne slipper for mange generende overgange, når de lander eller udfører tekniske tricks,” siger Søren Nordal Enevoldsen.
Fototekster:
Foto 1: Københavns Kommune opfører en ny skatepark, der kommer til at se sådan ud, når den står færdig i slutningen af 2010. Arkitekten bruger bæredygtig beton som materiale, da det giver mulighed for unikt design som for eksempel skålformede formationer. (Visualisering: SITE Design).
Foto 2: For at tiltrække børn og unge til skateparken er der lagt vægt på at inddrage brugerne til at udforme designet, og bæredygtig beton er med til at opfylde brugernes høje krav. (Collage: Nordach og Bisgaard Landskabsarkitekter).
Foto 3: Antallet af børn og unge, der bevæger sig den anbefalede time om dagen, er faldende. Formålet med den nye skatepark i Fælledparken er da også at skabe nem og sjov adgang til at tage vare på egen sundhed. (Foto: Søren Enevoldsen).
Se en yderligere visualisering af den nye skatepark på YouTube
Fakta om Københavns Kommunes byggeri af skatepark:
- Der opføres i anledning af 100-året for Fælledparken en 4500 m2 stor skatepark, der forventes at stå færdig ved udgangen af 2010.
- Formålet er at skabe nem og sjov adgang til at tage vare på egen sundhed.
- Skateparken består af fem zoner, der tilgodeser både nybegyndere og øvede skatere.
- Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ’Børn og unges sundhed’ fra 2008 er antallet af børn og unge mellem 11-15 år, der tilbringer mere end tre timer dagligt foran tv og computer, steget fra 72 procent i 2003 til 81 procent i 2006 for drengenes vedkommende og fra 49 procent til 69 procent for pigerne, hvilket er tegn på stigende fysisk inaktivitet.
- Projekt ’Fornyelse af Fælledparken’ gennemføres på baggrund af en gave fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
- GrontmijCarlbro A/S er totalrådgiver og Bisgaard Landskabsarkitekter er landskabsarkitekter på det samlede projekt Fornyelse af Fælledparken, mens Nordach er tilknyttet som rådgivende arkitekt og skatekonsulent på Fælledpark Skatepark, og SITE Design Group har fungeret som underrådgiver til GrontmijCarlbro A/S.
- YouTube!
Fakta om bæredygtig beton:
- Beton er et bæredygtigt materiale, der består af de naturlige råstoffer sten, sand og vand samt cement, som fremstilles af kridt og sand.
- Samtidig findes materialerne overalt på Jorden, så beton kan produceres lokalt og transportomkostninger og energiforbrug holdes nede.
- I Danmark genbruges godt 90 procent af den nedrevne beton. Nedknust beton anvendes primært til vejbygning, hvor det er et eftertragtet materiale. Restprodukter fra anden industri anvendes i produktionen af beton i stedet for cement, hvilket sparer råstoffer og energi.
Fakta om Dansk Beton:
- Dansk Beton er den fælles brancheforening for betonindustrivirksomheder i Dansk Byggeri.
- Dansk Beton har til formål at varetage medlemmernes erhvervsinteresser.
- Dansk Beton blev stiftet den 1. januar 2007 ved en sammenlægning af Dansk Beton Industriforening, Betonelement-Foreningen og Dansk Fabriksbetonforening.
- Dansk Betons ca. 60 medlemsvirksomheder repræsenterer mere end 85 procent af den samlede betonproduktion i Danmark.
- Dansk Beton har seks produktgrupper, der varetager medlemmernes produktspecifikke interesser inden for hhv. afløbsprodukter, belægningsprodukter, betonelementer, blokprodukter, fabriksbeton og letbetonelementer.
For yderligere oplysninger:
Dansk Beton: Anette Berrig, chefkonsulent, abg@danskbyggeri.dk, tlf. 72 16 01 91.
Københavns Kommune: Ditte Poulsen, projektleder, ditpou@tmf.kk.dk, tlf.33 66 35 11.
Nordarch, Søren Nordal Enevoldsen, arkitekt, maa, tlf. 40 83 42 01.
Vedrørende pressemateriale:
Kragelund Kommunikation: Kristine Stange, tlf. 87 88 20 21.




Nørre Voldgade 106
Postboks 2125