Nyheder & presse » Pressemeddelelser » Bæredygtig beton sikrer bedre badevand »

Bæredygtig beton sikrer bedre badevand


Bookmark and Share

Intense regnskyl forårsaget af klimaændringer stiller det danske kloaksystem over for store udfordringer. Hvis Blå Flag og god badevandskvalitet skal bevares, skal udledningerne af regnopblandet spildevand mindskes.


Det kan blandt andet ske med nedgravede betonbas-siner, og det er Århus Kommune netop nu i gang med i Århus midtby.

Alle prognoser tyder på det samme, viser en State of the Nation-rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører: Fremtidens regnskyl bliver større og voldsommere. Det betyder, at kloakkapaciteten skal udvides, og til det er bæredygtig beton en oplagt løsning. Århus Kommune bygger netop nu store betonbassiner, som kan opsamle regn- og kloakvand, så byens kloakker ikke løber over og ud i blandt andet Århus Å.

”Det er et stort problem, at kloaksystemerne i Danmark slet ikke er gearet til de her mængder vand. Der skal tænkes i langtidssikrede løsninger, hvis vi vil opretholde en høj badevandskvalitet og undgå oversvømmelser. Rigtig mange byer og områder står i samme problem med manglende kapacitet. En oplagt og prisfornuftig løsning er betonbassiner, der opsamler regnvand, indtil der er plads i rensningsanlægget. Helt i tråd med den miljøprofil, kommunerne gerne vil have. Betonen er bæredygtig, holdbar og nem at formgive,” forklarer formand Ole Nørklit fra Dansk Beton.

Gigantbassiner i Århus midtby
En af de kommuner, der har taget udfordringen fra vandmasserne op, er Århus, der i midtbyen bygger store bassiner af beton:

”Århus Kommunes indsats med kloakrenovering har normalt mange formål, for eksempel at forhindre kælderoversvømmelser og ledningsbrud, at mindske udledningen af urenset spildevand og mindske rotteplagen. Hertil kommer udfordringerne med fremtidens kraftigere regnskyl. Problemerne kan normalt løses både ved at bibeholde og renovere den eksisterende énstrengede fælleskloak, hvor regnvand og spildevand løber i samme ledning, og ved at separatkloakere med nye ledninger, hvor regnvand og spildevand løber i hver sin ledning,” forklarer Paul Christian Erichsen fra Natur og Miljø hos Århus Kommune og fortsætter:

”Valg af løsning sker ved at opveje fordele og ulemper med omkostningerne ved de forskellige løsninger. I Århus midtby har vi valgt at bibeholde det énstrengede kloaksystem, og bygge betonbassiner, som i stor udstrækning forhindrer overløb af urenset spildevand til Århus Å. Bassinerne rummer op til cirka 15.000 kubikmeter vand og er dimensioneret med tanke på fremtidens øgede regnmængder.”

God vandkvalitet
Paul Christian Erichsen forklarer endvidere, at planen bag overløbsbassinerne primært er at sikre århusianerne en god, hygiejnisk vandkvalitet i Brabrand Sø, Århus Å og Århus Havn via det såkaldte Århus Å-projekt.

”Vandkvaliteten i for eksempel Århus Å måles ud fra de parametre, der gælder for badevandskvalitet, så man i fremtiden kan sejle i kano uden at frygte at havne i kloakvand, hvis kanoen kæntrer. Vandet i Århus Å skal ikke være egentligt badevand, men det skal leve op til en række af badevandskriterierne, så ingen bliver syge af at falde i vandet,” fastslår Paul Christian Erichsen.

Beton er det rette materiale
De enorme mængder regn- og kloakvand rummes af fem bassiner, der alle er bygget i beton. Det er betonleverandøren Unicon, der har leveret beton til bassinerne, og herfra fortæller projektingeniør Jørgen Schou, at in-situ-støbt beton reelt er det eneste byggemateriale, der kan rumme så store mængder vand af den type, der er tale om.

”Bassinerne skal kunne klare det, vi kalder aggressivt miljø, og samtidig skal de være holdbare og vandtætte, hvilket den anvendte beton pr. definition er. Betonen er endvidere bæredygtig på den måde, at materialet kommer fra naturen – i Århus indgår granit i betonen – og ellers indeholder den naturlige råstoffer sten, sand og vand samt cement, som fremstilles af kridt og sand,” forklarer Jørgen Schou.

Fototekster
Foto 1: Århus Kommune bygger netop nu store betonbassiner, som kan opsamle regn- og kloakvand, så byens kloakker ikke løber over og ud i blandt andet Århus Å. På den måde kan vandkvaliteten sikres.

Foto 2: Fremtidens regnskyl bliver kraftigere, og der bliver flere af dem. Derfor arbejder flere byer, blandt andet Århus, netop nu på at sikre sig mod overløbsvand fra kloakker. I Århus sker det ved hjælp af store betonbassiner, som opsamler regnvandet, så åer og søer ikke forurenes.




Fakta: Bæredygtig beton og kloaksystemer

Fakta om Århus Kommunes betonbassiner: