Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Sammenlægning af betonvareforeningerne

Etablering af én samlet forening for Afløb, Belægning og Blok skal effektivisere driften af betonvareområdet og øge værdiskabelsen.

Et arbejdsudvalg under Dansk Beton foreslår en løsning, der kan samle de tre små foreninger på Afløb, Belægning og Blokke, som i dag til sammen har 29 medlemmer. Formålet med sammenlægningen er at effektivisere driften af sektionerne samt at styrke hele området på betonvarer både politisk, fagligt og profileringsmæssigt.

Den nye forening, der er til afstemning på generalforsamlingen den 1. september, kommer til at hedde Betonvareforeningen.

Af hensyn til produkternes forskellighed i de tre nuværende sektioner vil den nye forening løbende nedsætte faglige underudvalg for fortsat at dække behov for forskellige aktiviteter og til diverse teknisk og formidlingsmæssigt arbejde, der vedrører de specifikke produktgrupper.

Proces
Arbejdsgruppen bag sammenlægningen er nedsat af Dansk Betons bestyrelse og består af Claus Bering, CRH Concrete, Ole Pedersen, Gammelrand, og Preben Rosenkilde, IBF. Med Dorthe Mathiesen og Jesper Ketelsen tilknyttet fra Dansk Betons side.

Bestyrelserne for de nuværende sektioner modtog notat fra arbejdsgruppen til drøftelse på bestyrelsesmøder i februar 2021. Den 3. marts afholdt arbejdsgruppen møde med bestyrelserne for at diskutere tankerne bag.

Godkendelse af vedtægter sker på generalforsamlingen den 1. september, hvor bestyrelsen for Betonvareforeningen ligeledes vil blive konstitueret.

Bestyrelse og stemmefordeling
Bestyrelsen for Betonvareforeningen foreslås fremover at bestå af fire til otte personer, der repræsenterer foreningens ordinære medlemmer på ledelsesniveau. Alle tre produktgrupper skal være repræsenteret i bestyrelsen.

Antallet af stemmer er, som hidtil i foreningerne, kontingent divideret med grundbeløbet og rundet op til nærmeste hele tal.

Økonomi
Kontingentet i den nye forening bliver opbygget på samme måde som i dag med et grundkontingent plus kontingent pr. forbrugt ton cement. Oplægget er et grundkontingent på 3.000 kroner pr. produktgruppe (afløb, belægning og blok) og et uændret kontingent på 1 krone pr. forbrugt ton cement. Dog foreslås kontingentet i starten at være nedsat til 0,75 kroner pr. forbrugt ton cement, idet egenkapitalen for den nye forening vurderes at være for stor.

For at følge udviklingen inden for de forskellige produktområder, skal der stadig indberettes cementforbrug pr. produktområde, ligesom der indberettes mængder af forskellige produkter.

For mere info, kontakt:
Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton, 7216 0264/2040 9446, dma@di.dk
Jesper Ketelsen, chefkonsulent Dansk Beton, 7216 0156/2477 8689, jek@di.dk