Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Tårnhøj in-situ støbning

De fire tårne i Postbyens etape 2 støbes in-situ fra bund til top. Ved fundering af tårnene arbejdes der med en særlig funderingsmetode.

Visualisering: Arkitema

Den 1. november 2020 gik totalentreprenøren KPC i jorden på Postbyens anden etape. Den omfatter et kontorhus, bolig- og hoteltårne, sundhedshus, dagligvarebutik, restauranter og caféer samt et rekreativt uderum med grønne passager og pladser anlagt på en støbt plint.

Det højeste tårn bliver godt 115 meter, så fundamentet skal kunne modstå lidt af hvert. Der er tale om så store laster, at al funderingen skal ned og stå på eller i kalken.

Funderingen omfatter almindelige, rammede betonpæle, borede pæle og Gewi-pæle. De 1.028 rammede pæle er forudsat spidsbærende. Så hvis indmåling viser, at en pæl har hævet sig, skal den efterrammes, til den igen står på kalken. De 126 borede pæle er boret seks meter ned i den hårde kalk i dimensionerne ø1200 og ø1500 mm.

Ny funderingsmetode
Det er Hercules Fundering, som udfører funderingsarbejderne for CG Jensen, der er KPCs råhusentreprenør.

I forbindelse med de borede pælefundamenter anvendes en særlig funderingsmetode, som også er anvendt under opførelsen af Danske Banks nye domicil.

Metoden går ud på, at der i bunden af de borede pæle er monteret såkaldte lift-cells, der nærmest fungerer som en donkraft, der skaber en spænding mellem pælens spids og kalken. Liftcells aktiveres og udvides ved, at de bliver injiceret med cementgrout under et højt tryk på helt op til 100 bar

Med den anvendte metode får pælen en stivere respons, når den bliver belastet af bygningen. Derved kan den klare både den store last og det store moment.

In-situ hele vejen op
Sammen med de øvrige bygninger i etape 2 kommer de fire tårne til at stå på én sammenhængende in-situ støbt bundplade. Bundpladen er henholdsvis 800 og 1500 mm tyk.

Inde i tårnene består kernen af en rund in-situ støbt væg med en diameter på cirka ni meter. Dækkene mellem hver etage er også in-situ støbte, fortæller projektchef Karsten Thorup fra KPC.

Læs hele artiklen i Magasinet BETON 2-2021