
Dansk Betons EPD-værktøj
Her på siden kan du finde information om Dansk Betons EPD-værktøj til udvikling af produkt- og projektspecifikke EPD'ere.
I starten af december 2020 fik Dansk Beton 3. parts-godkendelse af sit nye EPD-værktøj. Værktøjet gør det muligt for den enkelte betonproducent at udvikle produkt- og projektspecifikke miljøvaredeklarationer. Dermed blev det Danmarks første 3. parts-verificerede værktøj til det formål.
Med værktøjet i hånden er betonbranchen godt rustet til at kunne leverere EPD'ere, der hvor det er et krav - fx ved anlægsprojekter samt til arbejdet med den frivillige bæredygtighedsklasse, som pågår frem til sommeren 2022. Det vil give vigtige praktiske erfaringer, som kan bruges, når kravene om bæredygtighed i både byggematerialer, processer, opførelse af byggerierne, vedligehold og drift om nogle år ventes at blive et krav i bygningsreglementet.
De produkt- og projektspecifikke EPD'ere skal desuden være med til at sikre transparente data for, hvor meget CO2 beton udleder. På den måde kan beregningerne af CO2-udledningen fra danske bygge- og anlægsprojekter blive så korrekte som overhovedet muligt. Samtidig er det med til at sikre, at betonbranchen hele tiden er på forkant i arbejdet med at blive mere klimavenlig.
Hvem kan få adgang til værktøjet?
Medlemmer i Dansk Beton kan købe licens til Dansk Betons EPD-værktøj. Det kræver dog, at man følger processen for ansøgning og ibrugtagning.
Hvis I har yderligere spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte vores sekretariat.
Klik her for at læse processen for ansøgning og ibrugtagning af EPD-værtøjet.
Klik her for at komme til kontaktsiden for Dansk Betons sekretariat.