Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Kirke i rå stilfærdighed

Til Østerhåb Kirke i Horsens er der bevidst anvendt beton for at opnå det rene og stilfærdige udtryk.

På toppen af en grønning i et parcelhuskvarter i Horsens ligger Østerhåb Kirke, hvor betonen helt bevidst spillede en afgørende rolle, da arkitektfirmaet Fogh & Følner skabte det nye hus. Udgangspunktet var, at bruge så få materialer som muligt og lade det være så simpelt som muligt.

Det har givet en hovedrolle til betonen i det kirkelige rum, hvor hele gulvarealet er udført i specialfliser i glatstøbt, grå beton, der fortsætter op i klokketårnets trappe, der er lavet af ren, rå beton.

Eksteriøret er gennemtænkt med betonelementer i varieret skala. Der er således udviklet nogle særlige runde elementstykker i flere størrelser, formet så de kan gribe ind i hinanden og stables som et samlesæt. Det giver samtidig et ornamenteret og dekorativt, råt udtryk til såvel døbefond, prædikestol og alterbord. Søjlerne, der bærer et udendørs halvtag i glas, er lavet i samme elementer.

Hvide, keramiske lampeskærme, formet som stiliserede fugle, ses over bænkerækkerne mod kirkens asymmetrisk hvælvede loft, og giver en let og lys fornemmelse.

Foran bygningen er en usædvanligt stor kirkeplads belagt med betonfliser og samtidig forsynet med en stor siddetrappe. Den omkransende ringmur er in-situ støbt og malet hvid.

Der er gjort en del ud af den landskabelige arkitektur, hvor en skulpturel mur i beton tegner det blødt kurvede rum, der indeholder kirkegård og en mindre sø.

Du kan flere billeder af den smukke kirke i Magasinet BETON-4 2018

 

Relaterede artikler