Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Klimatilpasning med hvid beton

SEB’s to domiciler bindes sammen af et landskabeligt terræn med hvid beton, træer, græsser, bregner og mos. Projektet stod færdigt i 2011 og var Københavns første klimatilpassede byrum.

På hjørnet af Kalvebod Brygge og Bernstorffsgade i København findes et unikt byrum; et frodig område af hvid beton og beplantning. Området binder SEB’s to domiciler sammen, og med området har SLA skabt et grønt og imødekommende byrum for både bankens medarbejdere og byens borgere. I opførelsen af byrummet er der tænkt i klimavenlige løsninger og skybrudssikring.

En frodig svensk bjergside
Området er bygget op som en frodig svensk bjergside, hvor terrænnet stiger fra gadeniveau til en højde på syv meter, hvilket svarer til anden sal. Terrænet er beplantet med træer, græsser, bregner og mos og er med til at omdanne taget af SEB’s store parkeringshus til et rekreativt bylandskab, som giver plads til både leg og ophold.

Det varierede terræn består af i alt 200 trin, og sammen med hældende betonflader skaber området et sammenhængende byrum mellem de to kontorbygningers forskellige niveauer. Besøgende kan tage på udflugt gennem de hvide beton ruter og irregulære bede, der snor sig gennem området.

Byens første klimatilpassede byrum
Byrummet omkring SEB er Københavns første klimatilpassede byrum og stod færdigt i 2011. De store, hvide betonflader reflekterer solens stråler og solvarmen, hvilket skaber en behagelig temperatur og gør pladsen til et rart sted at opholde sig på om sommeren.

Hvad der ikke er til at se er, at område er udstyret med vandtanke og drænrør, som opsamler regnvandet, der falder på pladsen. Det er med til at udnytte regnvandet til at vande områdets beplantning, og gør således området modstandsdygtigt overfor store mængder regnvand.

Den bæredygtige kombination af beton og beplantning har alt i alt skabt et godt sted for mennesker at være.

Projektet var nomineret til Bæredygtig Beton Prisen 2011, som uddeles af Dansk Beton.

Læs mere om projektets indstilling til Bæredygtig Beton Prisen 2011 


Fakta om projektet:

Sted: Bernstorffs Plads, København, Danmark
Bygherre:
SEB Bank & Pension
Landskabsarkitekt: SLA
Arkitekt: Lundgaard & Tranberg, Arkitektfirma A/S
Rådgiver: Rambøll A/S
Entreprenør: E. Pihl & Søn A/S
Designperiode: 2007-2010
Realisering: 2010-11
Areal: 7.300 m2
Anlægssum: 40 mio. DKK