Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Arkitektstuderende: Giv dit bud på ny og bæredygtig brug af beton og vind et rejselegat på 10.000 kr.

Hvordan kan man bygge og designe mere bæredygtigt med beton? For at sætte turbo på at finde flere nye, bæredygtige og innovative veje til betonbyggeri sætter Institut for Bygningskunst og Teknologi på KADK, Arkitektskolen Aarhus og branchefællesskabet Dansk Beton i Dansk Byggeri fokus på bæredygtig beton. Det sker med en priskonkurrence for arkitektstuderende, som afsluttes med en udstilling og en paneldebat på dette års Building Green i København.

Foto: SLETH / Rasmus Hjortshøj

Nutidens arkitektstuderende kommer til at tegne fremtidens byggeri. Deres bidrag til at finde nye bæredygtige måder at bruge beton på er afgørende for at ændre den nuværende praksis og reducere CO₂-udledningen i byggeriet. Der er brug for at udvikle nyskabende måder at bruge beton bæredygtigt fra nye måder at designe, fremstille, forarbejde, transformere og benytte beton til nytænkning af hvordan beton nedbrydes og genanvendes.

Er du arkitektstuderende og har du en idé til, hvordan vi bygger mere bæredygtigt med beton, så får du nu chancen for at præsentere og udstille den på Building Green i København den 31. oktober. Det er Dansk Beton, Arkitektskolen Aarhus og Institut for bygningskunst og teknologi på KADK, der med prisen og debatten ønsker at sætte fokus på og belønne projekter, som viser nye og innovative måder at anvende beton bæredygtigt.

Nye innovative måder at bruge beton er nødvendige
- Det er ingen hemmelighed, at beton kan være klimabelastende. Derfor er vi tvunget til at finde nye og innovative måder at anvende beton bæredygtigt. Bl.a. for at kunne indfri beton- og byggebranchens eget mål om at halvere CO₂-udledningen fra beton i 2030, siger Dorthe Mathiesen, branchedirektør i Dansk Beton i Dansk Byggeri.

På KADK beskæftiger de kandidatstuderende sig i forvejen med bæredygtigt byggeri - fx når de som en del af kandidatuddannelsen arbejder med FN´s verdensmål.

-  Vi efterlyser nytænkende anvendelse af beton, der fx viser, hvordan man kan minimere materialeforbrug, optimere materialets egenskaber, reducere transport og materialeforbrug til forskalling, genanvende og fremtidssikre betonelementers værdi, styrke bæredygtig drift og vedligehold eller udnytte cirkulære designprincipper, siger Natalie Mossin, institutleder på Institut for Bygningskunst og Teknologi på KADK.

- På AAA arbejder vi indgående, hvordan materialer bearbejdes, anvendes og opleves i bygget form. Selv om beton bruges overalt i moderne byggeri, spiller den oftest fortrinsvist en strukturel rolle og gemmes væk under ædlere materialer. Vi ønsker at se et projekt, der udover bæredygtige kvaliteter også forløser betonens æstetiske potentialer, siger Jon Krähling Engholt, ph.d. på Arkitektskolen Aarhus.

Yderligere oplysninger:
Dorthe Mathiesen, branchedirektør i Dansk Beton i Dansk Byggeri, tlf. 20 40 94 46 eller dma@danskbyggeri.dk

Natalie Mossin, institutleder på Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK, tlf. 25 12 52 33 eller nmos@kadk.dk

Jon Krähling Engholt, ph.d. på teknologi, bygningskultur og bosætning, Arkitektskolen Aarhus, tlf. 89 36 02 28 eller jke@aarch.dk

Fakta om konkurrencen, jury og paneldebat
Du skal være studerende på  KADK eller Arkitektskolen Aarhus for at deltage i konkurrencen.

Kravet for at deltage i konkurrencen er:

  • at beton et væsentligt materiale i projektet
  • at anvendelsen af beton er bæredygtigt begrundet
  • at projektet er æstetisk velovervejet.

Du skal beskrive projektet på et overordnet plan, hvorfor beton er et væsentligt materiale i projektet, den bæredygtige anvendelse af beton samt dine æstetiske overvejelser.

Der nomineres tre projekter, som udstilles på KADK´ stand og skal præsenteres på hovedscenen på Building Green den 31. oktober 2019 i København. Vinderen motiveres og kåres i forlængelse af en paneldebat om, hvad der skal til for at kickstarte en mere bæredygtig brug af beton i byggeriet.

Panelet og juryen består af seks medlemmer: Professor Anne Beim, KADK, institutleder Natalie Mossin, KADK, ph.d. Jon Kråhling Engholt, Arkitektskolen Aarhus, branchedirektør Dorthe Mathiesen, Dansk Beton i Dansk Byggeri, arkitekt Anne-Mette Manelius, Tegnestuen Vandkunsten, og direktør Kasper Guldager Jensen, GXN.

Vinderen får et rejselegat på 10.000 kr., der skal bruges til at se inspirerende betonprojekter. Projektet, som vinder 1. præmien, vil blive omtalt med en artikel i Dansk Betons magasin BETON, som udgives kvartalsvis i 6.000 eksemplarer samt på sociale medier. Yderligere vil der være en opfølgning på brugen af rejselegatet i form af en rejsebeskrivelse, som ligeledes vil blive udgivet.

Du skal aflevere to til tre A4-sider i en pdf-fil med en sides beskrivelse og en til to sider billeder og/eller tegninger. Filen sendes til info@danskbeton.dk og må højst fylde 19 MG. Billederne skal understøtte beskrivelsen af projektet. Alle sider skal have en studerendes navn, årgang, tilknytning til KADK/Arkitektskolen Aarhus og kontaktoplysninger i form af e-mail og telefonnummer.

Fristen for aflevering er 6. september 2019.