Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Beton- og byggebranchen vil halvere CO₂-udledningen i 2030

I 2030 skal CO₂-aftrykket fra betonbyggeri være 50 procent lavere end i dag. Det skal ske uden at gå på kompromis med kvalitet, komfort og økonomi. Det er det ambitiøse mål, som den danske betonbranche har sat sig sammen med den øvrige byggebranche, og det lanceres som Bæredygtig Beton initiativet.

Mere end 30 centrale aktører i den danske beton- og byggebranche er gået sammen om et initiativ, der skal reducere klimapåvirkningen fra betonbyggeriet. Initiativet er igangsat af Dansk Beton i Dansk Byggeri. Dansk Beton repræsenterer betonbranchen i Danmark, i erkendelse af branchens klimapåvirkning og en vilje til at handle. 

Med Bæredygtig Beton initiativet rækker Dansk Beton i Dansk Byggeri en hjælpende hånd til regeringens nationale strategi om at nedbringe CO₂-udledningen med 70 procent i 2030. Dansk Betons beregninger viser, at betonbranchen kan bidrage med to til tre procent af Danmarks samlede mål for CO₂-reduktion i 2030, når Bæredygtig Beton initiativets mål er nået.

- Den danske betonbranche har i mange år arbejdet for at producere mere bære­dygtigt, og der er også taget væsentlige skridt i den rigtige retning gennem årerne. Men ser man alene på CO₂, så står cement, som er den afgørende komponent i beton, på globalt niveau for ca. fem procent af den globale CO₂-udledning. I Danmark ligger det niveau lavere, bl.a. fordi branchen allerede har haft fokus på bæredygtig produktion, men i alle tilfælde er det muligt at nedbringe det miljøaftryk betragteligt. Og det er kerneopgaven for det nye initiativ, hvor der skal være fokus på, hvordan man får omsat viden, forskning og innovation til praksis, siger branchedirektør Dorthe Mathiesen, Dansk Beton i Dansk ­Byggeri.

Dansk Betons vej mod bæredygtighed
Her i efteråret sætter partnerne i Bæredygtig Beton initiativet handling bag ordene og udarbejder en handlingsplan om, hvordan branchen kan bidrage til den grønne omstilling.

Grundlaget for arbejdet er en roadmap, der helt konkret viser, hvilke aktiviteter der er nødvendige, og hvordan de hver i sær bidrager til at indfri visionen. Aktiviteterne er delt i tre forskellige typer projekter: Dansk Betons egne projekter, Partnerprojekter og Forskningsprojekter. 

Bæredygtig Beton initiativets vej mod en halvering af CO₂-udledningen kører i fem faglige spor:1. Design, planlægning og samarbejde. 2. Krav til beton og betonkonstruktioner. 3. Produktion og udførelse. 4. Cirkulær økonomi. 5. Procesoptimering.

Miljøvaredeklarationer på betonprodukter
Dansk Beton har allerede taget det første skridt. Det sker med udvikling af et nyt bane­brydende softwareværktøj, som rådgivere, entreprenører og bygherrer kan bruge til at vurdere af bæredygtige løsninger i byggeriet. Det gælder uanset, om det er fabriksbeton, betonelementer, rør, brønde, belægningssten, fliser eller blokke. Softwareværktøjet er det første af sin art.

- Med værktøjet i hånden kan betonbranchen om få måneder udvikle miljøvaredeklarationer – såkaldte EPD´er – og dermed dokumentere betonmaterialers miljøaftryk, herunder CO₂-aftrykket i hele betonproduktets livscyklus. Udvikling af værktøjet spiller fint ind i Bæredygtig Beton initiativet, da vi her har brug for at dokumentere effekten af vores arbejde. Det er præcis, hvad værktøjet vil kunne, siger Dorthe Mathiesen. 

Bag udviklingen af værktøjet står EPD Danmark, der er programoperatør og udgiver EPD´ere (miljøvaredeklarationer) for byggevarer i Danmark, Teknologisk Institut og den globale IT-virksomhed thinkstep, der er ekspert i udvikling af værktøjer til livscyklusanalyser.

EPD Danmark sikrer, at værktøjet er 3. parts verificeret, det vil sige, at miljøvaredeklarationerne, som værktøjet skaber, automatisk er uvildigt kontrolleret.

Bæredygtig Beton initiativet er støttet af InnoByg, der er et innovationsnetværk for bæredygtig byggeri. Resultaterne beskrives løbende på bæredygtigbeton.dk.

Partnerne i Bæredygtig Beton initiativet

Partnerne i Bæredygtig Beton initiativer består af en bred skare af betonproducenter, vidensinstitutioner, arkitekter, ingeniører, entreprenører og bygherrer: 

Entreprenører: CG Jensen, NCC, Zübin, Peri, CCl og Aarsleff.
Bygherrer: Pension Danmark, DTU, Bonava, Region Hovedstaden og ­Vejdirektoratet.
Vidensinstitutioner/organisationer: Teknologisk Institut, DTU Byg, SDU og Green Building Council Denmark.
Arkitekter: 3XN, BiG, Vilhelm Lauritzen, C.F. Møller og Henning Larsen.
Rådgivere: Emcon, COWI, Rambøl, Søren Jensen, Moe, Sweco og ­Christensen & Co.
Producenter: Contiga, DK Beton, CRH, DS Elcobyg, Unicon, Aalborg ­Portland, RGS Nordic, Centrum Pæle, Prøvestenen – Sten & Grus.