Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Beton-tidsskrift går digitalt

Tidsskriftet Nordic Concrete Research vil fremover kun udkomme online – forventningen er at nå bredere ud.

Nordic Concrete Research (NCR) er en betonvidenskabelig publikation, der i en lang række år er udkommet på print som et indbundet hæfte. Men nu er det slut. Den sidste trykte udgave er sendt ud her i februar. Fremover vil tidsskriftet alene udkomme i en digital version, der publiceres online. Det er der flere grunde til.

  -Det er ikke blot et spørgsmål om at spare portoen, det er i højere grad et spørgsmål om at nå bredere ud. Jeg tror den tid er forbi, hvor man lader en trykt publikation cirkulere rundt til de mest interesserede læsere. Medieudviklingen har jo betydet, at man forventer at kunne få adgang til det relevante faglige læsestof her og nu online fra ens egen PC, tablet eller smartphone, så det har vi valgt at tilpasse os, forklarer Marianne Hasholt, lektor på DTU Byg indenfor betonteknologi.

Marianne Hasholt er samtidig udpeget af Dansk Betonforening som medlem af det redaktionsudvalg, der har ansvaret for publikationen NCR. NCR udgives af Nordic Concrete Federation, som er paraplyorganisationen for de fem nationale betonforeninger i Norden.

Digital adgang for alle
I Danmark har Dansk Betonforenings firmamedlemmer hidtil modtaget et enkelt eksemplar af den trykte publikation, men med online-versionen kan alle få adgang, så snart tidsskriftet publiceres.

  -Ved at publicere online kommer tidsskriftet også til at indgå i digitale databaser for videnskabelig litteratur, og det er nødvendigt at være synlig alle de rigtige steder, for at forskerne finder det attraktivt at få offentliggjort deres forskning. På den måde vil vi være i stand til at kunne højne det videnskabelige indhold i tidsskriftet, hvilket er helt afgørende ifølge Marianne Hasholt, for der lurer nemlig også farer i det digitale univers:

  -Den digitale publicering har også gjort det lettere for enhver at offentliggøre pseudovidenskabelige publikationer og artikler, som ofte kan være meget useriøse, fordi de jo netop ikke har den kvalitetskontrol, der skal være på et seriøst, videnskabeligt tidsskrift. Så her må læserne virkelig tage sig i agt, siger Marianne Hasholt. Men det er godt, at vi på nordisk plan har et solidt tidsskrift som Nordic Concrete Research.

Søgefunktion
Marianne Hasholt fremhæver endvidere, at online-versionen er en fordel for læserne, fordi den publiceres på en web med en søgefunktion, så det er muligt at finde frem til ønskede emner eller artikler uden at skulle bladre en masse publikationer igennem. Fremover vil modtagerne af DBF’s digitale nyhedsbrev modtage et link, når der udkommer et nyt nummer af tidsskriftet online. Tidsskriftet ligger på platformen Sciendo.com, en platform for fagtidsskrifter, - og her kan man også altid gå ind at kigge.