Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Første arkitekturværk og lærebog om dansk betonarkitektur

Et nyt arkitekturværk og lærebog med 21 udvalgte, arkitektonisk vellykkede eksempler på betonarkitektur udkommer nu på Forlaget Vandkunsten. Branchefællesskabet Dansk Beton står bag initiativet til udgivelsen.

Køb bogen hos Forlaget Vandkunsten
Dansk Betonarkitektur er det første samlede danske arkitekturværk og egentlige lærebog for arkitektstuderende og arkitekter, der søger viden om betonens historie, materialets egenskaber og inspiration til brug beton. Det er ambitionen med værket, at det kommer til at indgå i undervisningen af arkitektstuderende og bliver et standardværk for arkitekter på samme måde som Betonbogen har været er det i årtier for ingeniører.

Efterspørger viden om beton
- Vi tog initiativ til at få udgivet Dansk Betonarkitektur, fordi vi oplever, at arkitekter efterspørger viden om materialet beton. Der manglede et værk, der beskrev, hvad der kendetegner god betonarkitektur, og viser hvordan man kan bruge materialet prisværdigt. Det, syntes vi, var et problem, især set i lyset af hvor udbredt brugen af beton er. Der er oplagt potentiale til at bruge betonen bedre, og det skal værket bidrage til, siger branchedirektør Thomas Uhd, Dansk Beton i Dansk Byggeri.

Dansk Betonarkitektur er skrevet af arkitekt MAA Jørgen Hegner Christiansen, tidligere fagredaktør ved Arkitekten, og har forord af professor Carsten Thau, Kunstakademiets Arkitektskole. Thomas Juul Andersen, Arkitekt MAA og faglig leder på Betoncentret på Teknologisk Institut, har været fagkonsulent og medforfatter på de to oversigtskapitler. Bogen er illustreret med fotos af Torbens Eskerod, der har rejst land og rige tyndt for at fange bygningerne i det helt rigtige lys. Den grafiske tilrettelæggelse står Carl-H.K. Zakrisson for.

Udvalgt til fremtidens arkitekter
Bogen er bygget op med to lærebogsafsnit – det ene om betonens historie og det andet om beton som materiale. Resten af bogen er 21 udvalgte eksempler på vellykkede betonarkitektoniske bygninger, broer og belægninger. Den del af bogen har coffee table-look med vægt på billeder og originale tegninger, der beskriver det enkelte projekts unikke brug af beton.

Titlen Dansk Betonarkitektur henviser til betonarkitektur i Danmark, så betonarkitektur uden for Danmark af danske arkitekter er ikke medtaget. Derimod er betonarkitektur af udenlandske arkitekter i Danmark medtaget.

Et redaktionsudvalg med repræsentanter for arkitektforeninger og undervisere på de højere læreanstalter har rådgivet om indholdet og har udvalgt de 21 eksempler på dansk betonarkitektur. Redaktionsudvalget har vurderet, at de udvalgte eksempler på betonarkitektur er egnet til at inspirere fremtidens arkitekter i deres arbejde med beton.

Download fotos fra bogen(Vælg mappen "Fremragende arkitektur")

Fotograf Torben Eskerod skal krediteres ved brug af fotos

Yderligere oplysninger:
Thomas Uhd, branchedirektør i branchefælleskabet Dansk Beton, telefon: 22 94 41 67 eller e-mail thu@danskbyggeri.dk
Susanne Lundbeck, kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, telefon 30 69 57 13 eller e-mail sul@danskbyggeri.dk 

Fakta… Om bogen
Dansk Betonarkitektur udgives af Forlaget Vandkunsten på initiativ fra Dansk Beton, der har finansieret bogen. Målgruppen er arkitektstuderende og yngre arkitekter. Bogen kan købes igennem boghandlere. Vejl. udsalgspris 350 kr.

De 21 udvalgte eksempler på vellykket betonarkitektur er:
Bagsværd Kirke
Entreprenørskolen, nu Ebeltoft Vandrerhjem
Gammel Hellerup Gymnasium
Roskilde Amtsgård, nu Roskilde Rådhus
SEB Bank & Pension
Herlev Hospital
Helsingør Renseanlæg
Emaljehaven i København
Elefanthuset i Zoo i København
Hovedindgangen til Zoo i København
Storebæltsbroen
Broen over Gudenåen og Faunapassagen ved Silkeborg
Frihavnstårnet i Nordhavn i København
Moesgaard Museum ved Aarhus
Nordkraft kultur- og fritidshus i Aalborg
Kvæsthusprojektet i København
Vikingeskibshallen i Roskilde
Høje Gladsaxe Bellahøj
Amager Strandpark
Belægningen ved Heart i Herning

Om redaktionsudvalget
Redaktionsudvalget bestod af professor Kristian Dahl Hertz, DTU, professor Anne Beim, KADK/CINARK, lektor Torben Dam, Københavns Universitet, politisk konsulent Martin Yhlén, Arkitektforeningen, betonekspert Christian Munch-Petersen, Emcon, chefkonsulent Peter Andreas Sattrup, Danske Arkitektvirksomheder, professor Karl Christiansen, Aarhus Arkitektskole, og professor Mikkel Kragh, Syddansk Universitetscenter.

Om forfatteren
Jørgen Hegner Christiansen er arkitekt MAA, skribent, og arkitekturhistoriker.

Siden 1994 redaktør for årsskriftet Architectura, der udgives af Selskabet for Arkitekturhistorie.

Forfatter til bogen Zoologisk Have – Dyrenes boliger, Arkitektur og anlægsdesign 1859-2017, udgivet af Bergiafonden og Bogværket i 2017.

Medforfatter til arkitekturhistoriske artikler og bøger bl.a. Arkitekten 100 år (1998), Christiansborg Slotskirke (2003), Arkitekturen på Carlsberg (2013) og Huse der har formet os (2015). Tidligere redaktør af HFB - Håndbog For Bygningsindustrien 1984-2000 og chefredaktør 2005-2013, fagredaktør for ARKITEKTEN og bogredaktør ved Arkitektens Forlag 2000-2005.

Om fotografen
Torben Eskerod er en international anerkendt og prisvindende fotograf inden for arkitektur og portrætfotograf.

Som arkitekturfotograf har han udført opgaver for store danske arkitektfirmaer som, CF Møllers Tegnestue, KHR Arkitekter, Henning Larsen Arkitekter, Arkitema, Dorte Mandrup Arkitekter, JJW Arkitekter, Rubow Arkitekter, BBP Arkitekter m.fl. Arbejder også for branchefirmaer som Velux, Rockwoll, Phillips Lys m.fl. Hans fotografier er publiceret i bøger og internationale fagtidsskrifter.

Torben Eskerod har gennem ti år været billedredaktør på det internationale tidsskrift Daylight & Architecture by Velux.

Om grafikeren
Carl-H.K. Zakrisson er MA i typografi fra universitetet i Reading (UK) og ejer af virksomheden Polytype siden 1995.

Carl Zakrisson har udført opgaver for de største danske forlag, herunder flere universitets forlag, kulturinstitutioner og museer. Opgaverne spænder vidt: Fra akademiske og højlitterære værker – som Platons samlede værker og Holbergs hovedværker (i hhv. seks og 22 bind), Den Danske Ordbog i seks bind og Grammatik over det Danske Sprog, Bd. I-III – over liturgiske sværvægter, som Den danske salmebog, Bibelen og Koranen, til store illustrerede udgaver af bl.a. F.L. Norden, Thorvald Bindesbøll, Michael og Anna Ancher, brødrene Classen, Bertel Thorvaldsen, J.F. Willumsen og Asger Jorn.

Han har vundet adskillige priser og anerkendelser for sit arbejde som grafisk bogtilrettelægger bl.a. den globale Charlesworth Group Main Award for Typographical Excellence in Journal & Serial Publishing 1998; Foreningen for Boghaandværks diplom 2001; Lis Ahlmanns Legat 2007; Knud V. Engelhardts Mindelegat 2010; den svenske Berlingpriset 2011; Thorvald Bindesbøll Medaljen 2012; og seneste Forening for Boghaandværks Ærespris i 2013.